25. September 2023
KUNSTEN TAGER PLADS I ROSKILDE KONGRES- & IDRÆTSCENER
Dristige penselstrøg og legende farver er kommet på tapetet i Roskilde Kongres- og Idrætscenter – eller snarere på væggene. I vores vandrehal, der fungerer som foyer til Sal A, er der nemlig rykket malerier af lokale kunstnere ind – noget vores mere end 500.000 årligt besøgende fremover kan nyde godt af. Initiativet om at skabe et nyt udstillingsvindue for den lokale kunst er skabt i et samarbejde mellem Palæfløjen Roskilde Kunstforening og Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Foreløbigt er der planlagt tre til fire udstillinger i år, og endnu flere er på vej i 2024.
ET UNIKT UDSTILLINGSVINDUE
For Palæfløjen Roskilde Kunstforening er det en stor glæde at have landet det nye samarbejde med Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Den nye udstillingsmulighed i vandrehallen kan være en stærk eksponeringsmulighed for de lokale kunstnere, og for Palæfløjen selv er det en unik mulighed for at træde udenfor de vante rammer i Roskilde Palæ på Stændertorvet.
’Vi er meget spændte på det nye samarbejde med kongres- og idrætscenteret og glæder os over, at vi nu får en lille satellitafdeling af Palæfløjen på Møllehusvej. Det betyder meget for de kunstnere vi arbejder sammen med, at vi kan åbne sådan en udstillingsmulighed for dem. Mange af dem står derhjemme og maler dagligt i deres hjem eller garage, men det er jo når man udstiller sine værker, og værkerne møder beskuerne, at det vigtige møde opstår. Det får flere af dem nu mulighed for at prøve af, og det er vi meget glade for’ fortæller Annette Hvidberg, medlem af udstillingsudvalget og bestyrelsesmedlem i Palæfløjen.
Udvælgelsen af de kunstnere, som fremover skal udstille i Kongres- og Idrætscenteret, står Palæfløjen for. Og Annette Hvidberg indrømmer da også, at vandrehallen stiller nogle helt særlige krav til de kunstnere, der skal findes.
’Vandrehallen er et stort rum, og et stort rum kræver kunst der kan hamle op med det. Derfor har vi søgt efter kunstnere, som fortrinsvis arbejder i store formater, og selvom det har været svært, er det heldigvis lykkedes. Til gengæld tør vi godt stå inde for kvaliteten, for kunstnere der tør arbejde i de store formater, er også kunstnere der har øvet sig rigtig meget og dermed opnået en vis kvalitet i værkerne’ fortsætter Annette Hvidberg.
ET EFTERÅR MED BLOMSTER OG BIRKETRÆER
En af de kunstnere der ser frem til at udstille sine værker i Roskilde Kongres- og Idrætscenter er Lone Sjølund. Flere af hendes værker er en del af større serier – bl.a. med agavemotiver malet i Frankrig og malerier af birketræer fanget fra sommerhuset i Gilleleje. Lone Sjølund boede nogle år som barn i Roskilde, og er spændt på at være tilbage i byen – nu som udstiller af egne værker.
’Jeg er meget spændt på, hvordan kongres- og idrætscenterets besøgende reagerer på mine værker. Forhåbentlig vil de store formater, som jeg arbejder i, tiltrække sig opmærksomhed. I dag har vi alle så travlt, og det at stoppe op, registrere og reflektere over noget er blevet en mangelvare. Måske kan mine værker, og de farver jeg arbejder med, blive et tiltrængt stop – på vej fra et sted til et andet, eller bare en mental pause’ fortæller kunstner Lone Sjølund.
Lone Sjølunds værker kan opleves fra september-november i vandrehallen i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.